Individuel praktik – prøv dig selv af i virkeligheden

Praktik er en vigtig del af din STU. Her får du mulighed for at blive klogere på, hvad du gerne vil arbejde med i fremtiden, samtidig med at du træner det at være en del af en arbejdsplads.

Måske ved du allerede, hvad du gerne vil arbejde med. Måske skal du først prøve forskellige muligheder af. Begge dele er helt okay. Sammen undersøger vi, hvad der interesserer dig, hvad du er god til, og hvilke muligheder der passer til dig.

Der er mulighed for både intern og ekstern praktik. Den interne praktik foregår på STU'en og giver dig mulighed for at prøve kræfter med forskellige arbejdsopgaver i kendte og trygge rammer. Det kan være en god måde at opdage egne ressourcer og interesser på, inden du måske tager næste skridt ud på en ekstern arbejdsplads.

Den eksterne praktik foregår i en virksomhed, butik, institution, et værksted eller et helt andet sted. Vi hjælper dig med at finde et praktiksted, der matcher dine interesser, dine kompetencer og det, du gerne vil blive bedre til.

Praktikken giver dig mulighed for at øve dig i meget mere end selve arbejdsopgaverne. Du træner også det at møde til tiden, indgå i et arbejdsfællesskab, tage ansvar, kommunikere med andre og håndtere en arbejdsdag.

Vi tror på, at man skal have tid til at finde ud af, hvad man kan. Derfor varer en individuel ekstern praktik som udgangspunkt minimum tre måneder og gerne et halvt år eller længere. Det giver dig tid til at falde til, lære arbejdspladsen at kende og vise, hvad du kan. Samtidig får både du og vi et mere reelt billede af dine ressourcer, din udvikling og dine muligheder.

Undervejs følger vores praktikvejleder op på din praktik én gang om måneden. Her taler vi sammen om, hvordan det går, hvad der fungerer, og om der er noget, vi skal justere eller arbejde videre med.

Når praktikken afsluttes, udarbejder praktikvejlederen en afrapportering, som sendes videre til Jobcenteret. Den kan være med til at give et billede af dine erfaringer, kompetencer og udvikling og understøtte den videre afklaring efter STU.

Praktik handler ikke kun om at finde et arbejde. Det handler om at finde ud af, hvad du kan, hvad du trives med – og hvad dit næste skridt kan være.